Buena Vista, 14. november 2006

Her sidder man så, sammen med ca. 32 quechua-talende mennesker fra landsbyen Buena Vista og omkring. Nogle landsbyer ligger, ifølge et kort vi så på sundhedsposten, op til 36 km væk og den eneste måde at tage sig frem for disse bønder er til fods - med de obligatoriske bildæk-sandaler påspændt de temmeligt slidte og støvede fødder (formentlig et mareridt for en dansk fodterapeut!).

Idag er vi kørt ca. 3 timer fra San Lucas ud til landsbyen Buena Vista, der ligger midt ude i bjergene, temmeligt isoleret. Vi er taget sammen med Elio, vores ansatte læge, for at afholde det første og indledende møde om traditionel medicin i dette område. Spændende. Og de fremmødte synes tydeligvis også at vi er ret spændende. De holder sig i hvert fald ikke tilbage for at, ja praktisk talt, glo på os. Og så lytter de interesseret, når vi fortæller at vi kommer fra hhv. Sverige og Danmark, et sted langt borte i Europa - selvom de formentlig ikke har nogen som helst ide om, hvor det er.

På et tidspunkt under mødet, vendte de fremmødte sig pludselig meget nysgerrigt til os: Findes der egentlig også traditionel medicin, dér hvor vi kommer fra? Jeg forklarede dem, at jovist, der findes da bestemt også traditionel medicin, naturmedicin, i vores hjemlande. For eksempel er det jo et gammelt husmoderråd at man skal drikke kamille-te med honning, hvis man hoster eller har ondt i halsen. Det nikkede de genkendende til. Det samme råd giver man her i Bolivia. Og kan man blive syg på samme måde i Danmark som man kan i Bolivia - for eksempel, hvis man bliver forskrækket efter at en sten er faldet ned på vejen foran én? Den var straks værre... Formentlig er der jo også folk i Sverige og Danmark, som bliver syge efter de er blevet forskrækkede (har fået susto) og som tror, at hændelser i hverdagen og i naturen har direkte forbindelse til deres person. Men, som jeg sagde, i vores sundhedssystem har man næsten helt tabt den måde at tænke på i forhold til sygdomme. Vi har, som jeg fik lov til at gentage et par gange, ikke længere så stærke traditioner og skikke i forhold til traditionel medicin som de har i Bolivia. Det synes de alle var meget spændende at høre om - og de var i hvert fald meget nysgerrige efter at høre hvordan tingene er, dér hvor vi kommer fra.

Dagen og mødet blev afsluttet med gruppefoto og med afbrænding af KOA, en offergave til Pachamama (Moder Jord), for at sikre os alle held og lykke, ikke mindst med arbejdet og kurserne i fremtiden.

KH/ Eva og Christian

San Lucas 13. november 2006

Denne weekend har stået i havens tegn. Ikke fordi vi har de mest grønne fingre, og søndag aften var de mest brune, men fordi vi var ved at have en lille jungle i stedet for en velorganiseret have.

Lørdag startede vi med at flytte en potteplante der tidligere stod udenfor køkkenvinduet. Det viste sig nemlig at en fugl havde lavet sig en rede i planten, mens vi var i Sucre. Nu stod potteplanten og reden for tæt på os og fuglen turde ikke komme i nærheden. Uden at røre hverken reden eller det fine blålige æg der lå i det, "plantede" vi hele potten oppe i et træ. Vi var lidt i tvivl om hvorvidt fuglen ville kunne finde sin rede igen. Heldigvis havde den nok iakttaget os når vi flyttede reden, for efter kun et lille stykke tid lå den og ruede på sit æg igen. Nu kigger den på os hver gang vi går op eller ned ad trappen til vores værelse og ser egentlig ret taknemmelig ud.

Efter vores "ræd ægget" eventyr lørdag, fortsatte vi søndag med at Christian beskar vores træer og buske, mens Eva plantede solsikker og ærter i køkkenhaven. Vi slog græsset, der havde vokset sig rigtig højt i løbet af den 1½ uge vi var i Sucre. Vi sluttede det hele af med en stor afbrændning af haveaffald. Eller det var i hvert fald meningen. Alt affaldet indeholdt dog så meget vand at det ikke rigtig blev til noget. I stedet lagde der sig en tyk røg, der lugtede af figner, over hele haven.

Knus fra os her i varmen / Eva og Christian

San Lucas, 14. oktober 2006

Efter besøg og gode ferier med først det ene par forældre (mor og far Gadsbøll i juni) og siden med det andet (m o p Laurin i september), hvor vi har været land og rige rundt, er vi nu tilbage på "pinden" i San Lucas. Det er herligt at være tilbage og der er masser at se til...

I veckan var där stort kvinnomöte i San Lucas. Onsdag kom ca. 130 kvinnor från hela komunen till San Lucas. De fick kurser i rättigheter, självrespekt och mödrahälsovård. Det sista temat var vår medarbetare Vicky ansvarig för. Hon lärde kvinnorna om olika farosignaler under och efter graviditet, om hur viktigt det är att gå på kontroller och vad man ska göra om en gravid kvinna blir akut-sjuk (kalla på läkare över radion, bära kvinnan dit ambulancen/bilen kan komma till etc.) Det var väldigt lärorikt för kvinnorna och det kulminerade i ett fint litet skådespel om mödrahälsovård.

Om torsdagen var det marknad med olika saker som kvinnorna hade tillverkat. Jag köpte en ullsjal och så köpte Christian och jag en väldigt fin ullfilt. Det var kul att kunna köpa något av dem även om det mesta de visade inte var till salu. De vill så gärna behålla sakerna själva... "Våra" kvinnor (som vi jobbar med) vann första och andra pris i syning så vi blev så klart väldigt stolta!   

Nästa vecka väntar årsmöte för alla ACS'er, dem som alla våra föräldrar har varit till möte hos. Vi räknar med att det kommer ca. 190 ACS'er som alla ska ha mat, husrum och som ska avhålla ett ordentligt möte. Vi får se hur det går. Ännu så länga fattas fortfarande transport och en lokal. Som ni hör är man inte så bra på att planera, men det är väl därför vi är här.

Derudover bliver der snart afholdt de årlige sundhedsbudget-forhandlinger (POA), hvor vi skal planlægge vores investeringer for 2007. Der er lidt penge at holde styr på!

I slutningen af oktober skal vi ind til Sucre, bl.a. for at få gennemtjekket vores biler – det er jo sådant som skal gøres. Til den tid skal vi nok sørge for at få opdateret billed-siden!

Store knus til Jer alle derhjemme,

Eva og Christian

San Lucas, 25. maj 2006

Så har vi været med til vores første "desfile". Den 25. maj er ikke kun Jairo vores nabodrengs fødselsdag, det er også Chuquisacas departementsdag. Det betyder at alle skolebørn, institutioner og organisationer skal "desfile" på plazaen. Christian og jeg vidste ikke helt hvad dette event gik ud på og da der ikke har været strøm de sidste to dage har vi ikke snakket så meget med personalet på hospitalet. Nå, vi fik i hvert fald at vide af Irma (syersken) at det hele skulle begynde på Plazaen kl. 10. Vi trak i vores "fineste" ens tøj (Danmark t-shirts) og fandt vores IMCC-skilt frem. Med en lille rød, gul og blå sløjfe på brystet blev vi også lidt bolivianske.

På Plazaen var der fuldt af opklædte mennesker. Vi følte næsten at vores DK t-shirts ikke var gode nok, men vi så i hvert fald ens ud. Som sædvanlig skulle vi starte med at vente lidt, ellers ville det jo ikke være Bolivia. Lidt efter lidt kom der flere og flere personer. Skolen kom med alle elever, eget band og pæne "drill-flickor" (hvad de nu end må hedde på dansk. Så kom "collegio'et" (9. klasse og op) med deres band og drill-flickor.

Når mere eller mindre alle var ankommet kunne det hele gå igang. Vi havde fået at vide at vi som IMCC skulle gå sammen med hospitalet. "Selvfølgelig" skulle borgmesteren, byrådet og andre autoriteter (præsten, hospitalschefen etc.) defilere først. Alle blev fint regnet ind af gymnastiklæreren sådan at de gik i takt til marchmusikken fra collegio'ets band.

Snart blev det vores tur. Eva, Christian og Irma med skiltet i midten. Vi blev råbt op og så gik vi ellers vores 80 meter som vi skulle gå. Det føltes lidt fjollet at det ikke var mere vi skulle gå. Kunne vi ikke i det mindste have gået rundt om Plazaen?

Nå, men nu var vi jo færdige og så var det bare til at kigge på alle de andre, og der var mange... Kig på billederne her.

E og C

San Lucas, 18. maj 2006

SEND MORE BLANKETS, i morges var der 9 grader i soveværelset!!

Der er gået lidt tid siden sidst... Vi har været godt beskæftiget med både det ene og det andet. Sidste uge var vi f.eks. i La Paz til NGO-træf arrangeret af den danske ambassade. Der diskuterede vi hvordan de dansk finansierede NGO kan arbejde bedre med civilsamfundet (organisationer og grupper i samfundet) og hvordan vi kan samarbejde bedre. Det var ret interessant, men ikke super relevant for vores projekt.

Det var rart at føle storbyens puls igen, selv om det var nok med de 4 dage vi havde i La Paz.

Ellers har vi alle fire spillet vores første kampe i San Lucas mesterskabene i basket. Vi har alle vundet! Det er noget andet at spille basket her end der hjemme. Det er tæt på en meget voldelig sport her og hvis man ikke har blodsmag i munden har man ikke løbet stærkt nok. Vi glæder os til næste kamp...

Med hensyn til projektet, så er vi løbet ind i lidt problemer: Den læge vi havde ansat og underskrevet kontrakt med, som skulle undervise traditionelle behandlere og fødselshjælpere, har fået "personlige problemer" i Cochabamba hvor han bor, så han har brudt kontrakten og kommer ikke alligevel.

Og Elia, hospitalets "socio educadora" (social-underviser) har sagt sin stilling op med øjeblikkelig virkning, eftersom kommunen ikke har fornyet hendes kontrakt eller givet hende nogen løn i hele 2006. Nu har hun fået arbejde i Camargo ( ca.2½ time syd for San Lucas, stor by) hos ADRA en anden NGO, som har tilbudt hende både kontrakt og løn (!) fra dag 1, som tilmed er meget bedre end hendes hidtidige. Det er da til at forstå hendes beslutning - men det er ærgerligt for os, for det er Elia der har undervist på vores kurser.

Så vi har da lidt at tage fat på - vi skal have fundet en anden læge, og kommunen/hospitalet skal have ansat en anden social-underviser. Vi er i fuld gang. Desuden skal vi forhåbentlig skifte kontor i næste uge.

Eva og Christian

San Lucas, 18. april 2006

Denne uge begynder vi vores kursusrække og vores kvindegrupper. Det betyder at Christian og jeg skal meget ud på landet... jo, længere ud end San Lucas! Onsdag tager vi til Ajchilla sammen med Vicky (vores socialarbejder) og Irma (syerske) for at starte årets kvindegrupper. Det skal blive meget spændende at se hvordan det fungerer og hvordan det ser ud derude på landet.

Torsdag og fredag skal vi så til Palacio Tambo sammen med Elia (hospitalets underviser) for at afholde årets første kursus for vores sundhedsfrivillige. Dvs. Elia skal afholde det, vi skal bare se hvordan det foregår og støtte Elia i hendes arbejde. Det bliver sikkert også meget sjovt.

Kærlige hilsener fra os

2. påskedag i San Lucas, 17. april 2006

Så er påsken ved at være overstået her i San Lucas – her er 2. påskedag nemlig normal arbejdsdag, så vi har da også været på kontoret.

Det har ellers været en hyggelig påske. Skærtorsdag tog vi ind til Potosí for at hente Teresa og Jacob, som så har været på besøg frem til søndag. Rigtigt hyggeligt. Og rigtigt dejligt at få besøg, selvom det føles lidt mærkeligt lige pludselig at være sammen her i Bolivia, tusinder af kilometer fra de omgivelser, vi er vant til at se hinanden i. Teresa og Jacob er udsendte på PIT(praktikant i troperne)-ophold, en anden gren af IMCC, i 3 måneder, hvor de arbejder på hospitalet i Rurrenabaque, på grænsen til junglen. På trods af at det – alt andet lige – er meget varmere i Rurrenabaque end i højderne her i San Lucas, var der vist ingen tvivl om at vores varme (!) bade, gode senge og lækre dun-dyner faldt i god jord. De var helt salige.

Vi har hygget os gevaldigt inden vi sendte Teresa og Jacob videre mod saltsletten ved Uyuni. Vi har spist masser af god mad, vandret/klatret/gledet op til San Cristobal i ca. 3710 meters højde med fin udsigt over San Lucas og området omkring. Og så har vi spillet ”raqueta,” en boliviansk pendant til squash (bare med 4 personer), og cyklet op på antennebakken i vores ”baghave,” hvor Jacob vist nok efterlod sine lunger…

Lørdag aften dækkede vi op til påskefrokost. Menuen var godt nok lidt modificeret i forhold til derhjemme, men vi led bestemt ingen nød. Der var hjemmebagt rugbrød, torskerogn og makrel, æg, kartoffelbåde, tærte, hummus, vegetar-bøffer (mums, Teresa!), øl og selvfølgelig en enkelt lille snaps til at skylle fisken ned med. Herligt med andre ord.

Det var rigtig rart at have nogen at fejre påske sammen med. Vi siger tak for besøget og glæder os nu til at næste ”hold” ankommer – mor og far Gadsbøll i starten af juni…

Store knus til Jer alle herfra/ Eva og Christian

San Lucas, 9. april 2006 - ugen der gik

Siden vi kom tilbage til San Lucas i midten af sidste uge, har vi haft mere end rigeligt at se til. Da vi kom på kontoret torsdag morgen virkede det som om folk kom rendende fra nær og fjern for at bede om enten det ene eller det andet, søge om penge eller noget helt tredje. Og så har der været rift om vores bil - der har været flere "emergencias," og eftersom hospitalets biler fungerer ret dårl... nå-ja, de fungerer IKKE, har hospitalet bedt os om at stille bil til rådighed til ambulancekørsel. Blandt andet har de været ude i en landsby uden for San Lucas for at hente et underernæret barn. Den 1½-årige dreng (se billeder her og her - billederne er taget til brug i hospitalets arkiv) havde kraftige ødemer på underbenene og var slemt dehydreret og ikke særlig glad. Og eftersom han ikke responderede på behandlingen, blev han efter to dage på hospitalet her i byen kørt ind til videre (og bedre) behandling i Sucre.

Vi håber at han er ved at komme sig.

Denne uge har vi mest af alt brugt på at tage imod vores nye medarbejder, Victoria Uño, sætte hende ind i arbejdet og vise hende byen. Efter 8 år på projektet i Azurduy, har vi nu lokket hende her til San Lucas, hvor hun (ligesom i Azurduy) skal arbejde med kurser om fx. vold i hjemmet, rettigheder, organisering, mm. for vores kvindegrupper. Det har dog til tider været lidt svært at få lov til at arbejde og vise ting på computerne - vi har nemlig været uden elektricitet onsdag og torsdag. Vicky har indtil videre 3 måneders prøveansættelse, og så må vi se. Vi håber at hun har lyst til at blive.

Endvidere har vi haft besøg. Og det er altid hyggeligt, når der er besøg. Susanne og Kristians forældre, alle fire, har været her et par dage, indene de er taget videre på ferie sammen med deres børn. Vi må tage hatten af og sige, at de har været meget aktive udi både vandring, løb og cykling. Dette kulminerede i, at de fredag formiddag tog turen på cykel ned ad DANIDA-vejen i fornem stil. Sådan cirka da. Torsdag var vi alle til frokost hos Marcelina, en promotor der står os nær, på hendes fars landsted lidt uden for San Lucas. God mad, hyggeligt og tilsyneladende en spændende oplevelse at få med for alle forældrene. Vi ønsker fortsat god ferie.

Knus fra Eva og Christian

CAI Municipal, San Lucas, 4.-5. april 2006

Tirsdag og onsdag var det tid til CAI (Comité de Análisis de Información) Municipal (i kommunen) her i San Lucas. Her var vi som IMCC nødt til lige at vise flaget, eftersom vi jo potentielt og forhåbentligt (!) også har en indvirkning på sundheden i kommunen. Og så brugte vi også lejligheden til at præsentere Vicky, vores nyansatte "trabajadora social" (socialarbejder), som skal arbejde med kurser til kvindegrupper.

Denne "informations-analyse-komite" har til opgave hver tredje måned at gennemgå data for de forskellige sundhedsposter, hospitalet og kommunen som helhed. Dette gøres gennem at analysere de data som auxilliarerne (sundhedshjælperne ansat på hver sundhedspost) har indrapporteret til hospitalet. Men hvilken analyse! Resultaterne blæses op i et powerpoint-show på storskærm, og arme den sundhedshjælper der enten har fundet for mange eller for lidt i forhold til det forventede! For det er sådan, det fungerer: Hvert år bestemmer man sig for et bestemt antal tilfælde af fx. lungebetændelse, som der skal være det år. Og ved den tre-månedlige CAI skal man jo så "selvfølgelig" kun finde en fjerde-del, altså 25% af det forventede for året - der er tilsyneladende ingen, der har tænkt på årstidsvariation. Så når nogle pludselig havde fx. vaccineret flere børn (eller færre for den sags skyld) end 25% SÅ var det galt. Og så fik de det sørme også at vide af chefsygeplejersken, der i øvrigt så ud til rigtigt at nyde at stå at dunke sine lavere-rangerende kolleger oven i hovedet med hvor dumme og uduelige de var.

Måske ville det være en ide for os at investere lidt penge i et statistik-kursus til sundhedspersonalet..?

San Lucas, 3. april 2006 (Kristians fødselsdag)

Idag er det Kristians fødselsdag, men vi kan ikke fejre den sammen med ham, da Susanne og Kristian er i Sucre for at hente deres forældre. De kommer til San Lucas i morgen - så vi må fejre ham lidt i efterskud.

Christian og jeg kom tilbage til San Lucas i onsdags (29. marts). Da havde vi været væk fra San Lucas i hele tre uger, men lad os lige tage det fra starten af...

Den 7. marts tog vi ind til Sucre. Dagen efter holdt vi et lille oplæg for SEDES (modsvarende Sundhedministeriet i DK). Vi fortalte hvad vi havde lavet i 2005 og hvilke problemer, vi var stødt ind i. Overraskende nok var der nogle af dem der havde læst vores årsrapport. Det sker ellers ikke så tit. Efter vores lille oplæg inviterede vi dem på frokost på en af Sucres bedre restauranter. "Desværre" var der ingen af dem der dukkede op, så vi fire måtte spise alene. Det gjorde nu ikke så meget.

Den 9. marts tog vi afsted til Azurduy - læs om turen nedenfor.

Ellers har vi fået tiden til at gå i Sucre med en uge på sprogskole. Det var meget godt at pudset det spanske lidt af. Desuden brugte vi en del tid på at flytte i Sucre. Da flyttebilen kom, 3 timer senere end aftalt, gik det hele som smurt, omend det var lidt anderledes end derhjemme. Det nye hus ligger lidt udenfor centrum, men det er fint, med en lille have, varmt vand, brændeovn og jacuzzi, så vi skal nok klare os!

Knus Eva og Christian

På besøg i Azurduy, 9.-13. marts 2006

Den 9. marts tog vi til Azurduy, hvor vi har haft et søsterprojekt. Vi skulle ud og hjælpe Rie og Ole-Henrik i forbindelse med nedlukningen af projektet efter 13 år. Det var rart at kunne hjælpe, for der var virkelig meget at lave, og desuden har Rie og Ole-Henrik været alene på projektet siden en gang i sommers. Vi hjalp bl.a. med at gøre rent i deres store garage, der var fyldt med gamle ting, og da vi var færdige med at gøre rent, gjorde vi klar til garagesalg. Vi satte alt mellem himmel (et godt køleskab) og jord (et gammelt plastik-juletræ) til salg i garagen.

For at ungå kaos havde vi annonceret at vi ville åbne garagesalget kl. 9 om morgenen. Allerede ved 7-tiden begyndte folk at stille sig i kø. Ole-Henrik delte nummersedler ud til alle i køen, og kl. 9.00 fik de første fire lov til at gå ind i garagen. Når de var færdige med deres indkøb, måtte fire nye komme ind, og på den måde fortsatte det indtil der næsten ikke var nogle ting tilbage. Det var utroligt hvad folk købte. Vi havde sat priserne lavt, men alligevel. Efter 3 1/2 time var næsten alt væk. Det, der var til overs, var der ingen der ville have, så vi kunne lukke og slukke for garagesalget og forberede os på aftenens store afskedsfest.

Rie og Ole-Henrik havde inviteret ca. 80 mennesker til deres afskedsfest, men vi tror at der var langt flere. Der blev budt på ordentlige portioner mad og rigeligt med drikke (chicha og øl), så alle var glade. Til middagen kunne Rie og Ole-Henrik meddele at der var blevet solgt for lidt over 7000 Bs.(!) til garagemarkedet. Disse penge ville de bruge til at starte en fond for de fattige i Azurduy, så de for eksempel kan få betalt modermælkserstatning og få hjælp til behandling af forskellig slags. Denne meddelelse blev naturligvis mødt med stor glæde, vi håber bare at de ansvarlige for fonden kan finde ud af at styre den. Fremtiden giver svar...

Det sjoveste til festen var næsten da Azurduys cubanske læger (jo, der er også nogle i Azurduy) dansede. Det var en dans de aldrig havde set før i Azurduy. Jeg kender den derhjemmefra som "bolledansen", nej det lyder ikke særlig stuerent og det var dansen heller ikke. Det kan næsten ikke forklares med ord, men bolivianerne var ved at besvime når de så det. Og en del unge "chicos" var ved at måbe hovederne af led...

Turen til Azurduy gik fint, på nær nogle kedelige episoder hvor folk bare ville have, have og have. De har set, hvor meget vi har (og vi har meget i forhold til bolivianerne), og syntes at vi skulle dele mere med dem (læs: give dem mere), end hvad vi gjorde. Det skal dog siges, at der blev doneret meget til både personer og institutioner, og resten blev solgt på garagemarkedet, hvilket jo også gik til en god sag. Det var nok et udslag af, at ingen ville føle sig forbigået - og af, at bolivianerne desværre nogle gange ser os mere som et tag-selv-bord end som almindelige mennesker.

Alt i alt er vi meget glade for at vi fik chancen for at opleve Azurduy. Og selv om det ikke direkte var vores projekt, så var det alligevel en lidt trist og mærkelig fornemmelse, da vi kørte fra byen i kortege (3 IMCC-biler kan vel klassificeres som en kortege) med hornet i bund og folk vinkede farvel til os.

"¡Ya no hay!" - nu er projektet lukket og slukket.

Karneval i San Lucas, 2. marts 2006

Puha! Nu kan man endelig ånde ud efter et veloverstået karneval. Her i Bolivia er karnevallet ikke noget, der bare sådan lige skal overstås. Næ-nej. Tværtimod.

Karnevallet startede i fredags den 24. februar med at vi havde vandkamp på hospitalet. Efter meget vand og en del at drikke dansede vi i optog ned til og rundt om plazaen, med band og det hele. Og så fik vi endnu mere vand – ikke et øje eller noget som helst andet var tørt!

Lørdag var en stille og rolig dag, bortset fra at ingen ikke kunne føle sig sikker, hvis man gik en tur ud i byen. Alle kastede med vand. Lørdag aften var der karaoke på Plaza de Armas til langt ud på natten. Ingen af os tog dog mikrofonen.

Søndag var den store dag. Midt på eftermiddagen begyndte grupper i forskellige afskygninger, inklusive os selv, at lave optog ned til plazaen, alle klædt ud som lidt af hvert. Min lille mamita var rigtig fin! Og jo, endnu engang var der meget vand. Specielt børnene syntes at det var helt vildt skægt at kaste vandballoner i nakken på os mens vi dansede rundt om plazaen. Og jeg fik da også ram på nogle stykker af dem...

Søndag aften var det tid til (mere) fest. Faktisk var der, som traditionen byder det, mindst 3 forskellige fester i byen: Én for singler, én for gifte par og én for amantes pensantes , dvs. folk der var forelskede og overvejede tingene. Hvad det så end skal betyde. Vi var selvfølgelig på pletten. Efter betalt entré var der fri bar bestående af whisky-cola og chuflay (den lokale drik Singani blandet med sodavand) – og så ellers dans ad libitum til langt ud på natten.

Tirsdag gik det igen løs. Tidligt kom Jairo, naboens dreng, og hjalp os med at pynte huset med balloner og serpentiner, mens jeg var i gang med at vaske bilen. Fint skal det jo være! Bilen skulle jo senere vises op på gader og stræder. Straks jeg var færdig med at pudse på bilen, kom Jairo igen til hjælp. Nu var det bilens tur til at blive pyntet – med balloner og serpentiner og konfetti. Og hvad gør man for at få konfettien til at sidde fast? Man klasker da selvfølgelig rigelige mængder af sodavand blandet med saftevandspulver (så det RIGTIG klistrer) ud over hele bilen. Så meget for lige at have brugt 1½ time på at vaske bil… Men fin blev den.

Vi havde inviteret hele nabofamilien til frokost. Vi tror ikke de blev helt skuffede over at vi ikke bød på kød. Til gengæld syntes de at vores grønne linser smagte helt fantastiskt. Når vi havde spist færdigt tog vi, som traditionen byder, en tur rundt omkring i byen (og udenfor) i vores pænt pyntede bil med hele nabofamilien på bagsædet.

Derefter tog vi ud til Miltons (administratoren på hospitalet) mor. Hun har en fersken-plantage og til denne plantage har hun også et vandreservoir. Det var et fantastisk sted, meget smukt. Der var mange mennesker. Vi fandt hurtigt ud af at man i Bolivia ikke lærer at svømme i skolen. Der var én der kunne svømme en lille smule. De andre prøvede, men lignede mest hunde der var blevet smidt i vandet. Christian blev nødt til at love at han næste gang han kom derud, ville holde et lille kursus i at svømme. Hvem ved, måske får vi lært nogen noget i løbet af de næste måneder.

Onsdag gik vi atter på arbejde. Det var normal dag for alle på nær dem fra landet. Ja, det rigtige landet, dvs. "el campo," det der ligger udenfor San Lucas. Onsdag var den dag da landet kom til byen og dansede og festede. Der kom en gruppe op på hospitalet, og da de så Christian og mig bød de os op til dans og bad om at vi skulle gå hjem til os. Nå ja, det gjorde vi så. Vi havde forberedt os på at de ville komme, så vi havde købt godt med Singani (den lokale brændevin) og sprite, eller Upper 10 som det hedder her. Vi dansede rundt i haven og Christian fik lært at spille fløjte, eller måske lærte han det aldrig...

Fire forskellige grupper besøgte os i alt. Det gik ret fredelig til, selvom mange var så berusede at de næsten ikke kunne holde øjnene åbne. På et tidspunkt så det ud til at det skulle blive slåskamp i vores lille have, men kvinderne fik styr på deres mænd (selv om kvinderne også var berusede) og fik dem ud på gaden før der skete noget.

Alt i alt var det en meget spændende og sjov dag. Det er jo ikke hver dag at man får så fint besøg!

San Lucas, 23. februar 2006

Efter næsten en hel uge med stilhed og ro i San Lucas, fik vi idag noget forfærdeligt at vide. Bolivia er offer for en total naturkatastrofe! Vi ved godt at det har regnet en hel del, og at dele af Santa Cruz departementet har haft problemer med oversvømmelser. Men her i San Lucas, nja, her har vi ikke haft de store problemer... synes vi. Anderledes er det på Cuba.

San Lucas modtog igår 4 cubanske læger, der er kommet for at hjælpe os med vores naturkatastrofe i tre måneder. Endnu en gang: Hvilken naturkatastrofe? Der er problemer med at kvinder med besværlige fødsler ikke kan komme ind til hospitalet, men sådan er det jo altid i regnperioden forklarede chef-sygeplejersken.

De så ikke helt begejstrede ud, de cubanske-læger, da de fandt ud af at her ikke er ret meget at lave for tiden. De var ellers godt forberedt hjemmefra - med bagagen fyldt med 26kg antibiotika, antiseptiske-midler og andet der kan være godt at have når man ska ud og redde verden. Nu skal de formentlig ud på landet i stedet for og lave sundheds-oplysning. Stakkels mennesker tænker vi. Det må være lidt af en skuffelse.

La Paz, torsdag den 16. februar

Så er vi ved at være klar til at tage hjem til San Lucas igen. Det, vi kom til La Paz for at få ordnet for 2 1/2 uge siden, er ved at falde på plads. I løbet af vores tid her i La Paz har vi måtte sande, at Bolivia er gået fra at have et næsten fungerende bureaukrati til at have et ikke-fungerende bureaukrati. Dette skyldes præsidentskiftet for et par uger siden (22. januar), der har medført at mange personer i forskellige ministerier og andre vigtige stillinger er blevet skiftet ud.

Well, well, hvis alt går som det skal (vi krydser fingre!), tager vi hjem til San Lucas i morgen, fredag. Det bliver rart at komme tilbage til vores eget køkken, vores egen seng og vores egen mad. Jo - man kan godt blive træt af at spise på restaurant hver dag og bo på hotel, selv om der er kabel-tv (noget vi i hvert fald ikke har i San Lucas).

Vi glæder os til at komme tilbage til livet på landet!

Cykeltur til Coroico 4.-6. februar

Lørdag tidlig morgen tog vi afsted fra La Paz med minibus ud til et punkt på vejen mod Coroico. Vi skulle nemlig afsted på overlapstur - på cykel, ned ad Verdens (efter sigende) farligste Vej. Det er samme vej som Anders og jeg (Chritian) tog, da vi tog til junglen her i Bolivia for 5 år siden. Men dengang var det jo i bus. Denne gang på mountainbike. Det var ret spændende!

De første 21 km var på asfalt, nedad og atter nedad, der kom god fart på. Og så en lille smule opad også, så kom man jo helt til at svede. Heldigvis var der næsten ikke nogen trafik eftersom vi var afsted så tidligt. Meget rart. Så kunne man koncentrere sig om at cykle. Efter de 21 km begyndte den sjove/spændende/lidt mere risikable del af turen. Vi kom på grus og så gik det ellers KUN nedad de næste par timer, på en (nogle steder) ret smal vej, hvor der var klippevæg til den ene side og ofte INGENTING til den anden. Spændende er vist det rigtige ord. Men også en super  flot tur. Der var en lille smule glat nogle steder, men det gik helt fint.

Vi var 6 i vores gruppe. Ingen af os fire (Susanne, Kristian, Eva og mig) kom noget til. Men der var en australsk pige, som var nede og bide i gruset - hun fik nogle afskrabninger på albuerne og på brystet og slog også hagen, på trods af cykelhjelmen. Det var nu ikke det store. Vi startede den 63 km. lange tur i ca. 4500 m´s højde og sluttede i ca. 1310 m - noget af et fald!

Efter endt tur var der bad, pool og frokost på et fint hotel i Coroico inkluderet. Derefter blev vi på hotellet - det var tanken at vi ville have været ude og river rafte dagen efter, men det lod sig desværre ikke gøre. I stedet slappede vi af på hotellet og i byen og hyggede os. Og det var slet ikke så dårligt.

Yungas, et område lidt længere nede mod junglen, er meget kendt for deres kaffe. De har faktisk vundet "Cup of excellence" (en fin kaffe-pris) to gange, sidst i 2005. I Coroico købte vi derfor 70 kg grønne kaffe-bønner, som vi tager med til San Lucas. Så rister og blender vi selv kaffen, det bliver rigtig godt - eventuelle besøgende kan godt glæde sig
til en god kop kaffe!

La Paz, 8. februar 2006

Efter at have sagt farvel til Signe og Mads, kørte vi mandmag den 30.januar af sted fra Sucre, med kursen lagt mod La Paz. Efter 10 og en halv time i Land Cruiseren kom vi godt frem og fik tjekket ind på Hotel Milton i hjertet af byen.

Allerede tirsdag var vi klar med de fornødne dokumenter, men ak! Det er ikke altid så let som man ellers synes, det burde være. Da vi var inde på det bolivianske uderigsministerium for at sætte gang i udfærdigelsen af vores credenciales (et officielt ID-kort, som vi kan have på os i stedet for vores pas) og vores arbejdsvisum, blev vi hurtigt pillet ned fra vores lyserøde sky af effektivitet… Vi manglede såmænd et enkelt dokument for at de overhovedet ville modtage vores ansøgninger – et dokument, som der aldrig har været brug for før. Altså måtte vi pænt gå igen. Og så var det ellers i gang med at kontakte vores advokat i Sucre, der var nødt til at komme til La Paz for at færdiggøre dette dokument. Det har vi så ventet på en gæv tid. Èn ting er bureaukrati – noget andet er boliviansk bureaukrati.

Vi håber på at få sat gang i sagerne i morgen. Men alt i alt kommer vi nok til at blive hængende her i La Paz en lille uges tid endnu. Desværre. På den ene side er det ret rart at komme til en rigtig storby, men på den anden side, så bliver man hurtigt træt af storbyen – af osen, lugten, mylderet og larmen. Vi glæder os med andre ord rigtig meget til at komme hjem til San Lucas – hjem til vores egen seng, vores eget køkken, vores egen mad, og ikke mindst til det rolige liv på landet!

San Lucas 11.-22. januar

Vi synes selv at vi er blevet ret godt sat ind i projektarbejdet, selv om vi mangler at lære meget. Vi har lavet en projektgennemgang, hvor vi gennemgik med hvad og hvem vi egentlig arbejder. Herefter lavede vi et strategipapir for at lægge en plan for, hvor vi vil hen med vores arbejde. Det var to hårde dage, eller måske ikke da vi holdt os vågne med nybagt kage og friskbrygget kaffe.

Her i huset rister vi selv vores bønner og kværner dem bagefter i blenderen. Det bliver meget bedre end boliviansk kaffe som på en god dag består af Nescafe, og ellers består af et koldt kaffeekstrakt som man selv blander op i kogende vand. Vi har planer om at købe en 70 kg sæk med grønne bønner når vi kommer til La Paz. Bare rolig, vi har ikke tænkt os at drikke al den kaffe alene. Planen er at dele den med Susanne og Kristian.

Fredag den 13. januar var Christian, Mads og jeg (Eva) ude til et møde med Ayllus, som er en gammel Inca-organisation, i en lille by udenfor San Lucas. Grunden til at vi var med var at vi sponsorerede maden til mødet. For at slå to fluer med et smæk, skulle vi også prøve at få en samarbejdsaftale mellem Ayllus og IMCC underskrevet. Det viste sig at være sværere end vi lige havde troet.

Da vi kom frem, var mødet godt i gang, men det hindrede ikke folk i at vende sig om og kikke på gringo’erne, der trådte ind bagerst i lokalet. Mødet foregik på quechua (det sprog indianerne taler) så vi kunne ikke forstå ret meget. Efter et stykke tid blev vi kaldt frem til podiet (på spansk) så vi kunne præsentere os og modtage tak for maden. Så var det tid til at spise…..

Den ene efter den anden gryde blev båret ind. Som gæster fik vi serveret maden som nogle af de første og vi fik æren at få en ske at spise med. Vi fik en stor portion pasta med kartofler og lidt andet grønt - og når vi siger stor, mener vi meget stor. Christian kunne ikke engang spise op. Det var det, tænkte vi, men nej. Nu blev der båret endnu et par gryder ind og så skulle hovedretten serveres. Ris med kartofler og kylling med lidt tomatsalat oppe på toppen. Vi troede, at vi skulle eksplodere. Jeg (Eva) prøvede at give resterne af min portion (næsten en hel portion) væk, men der var ingen der ville have den. De var så mætte alle sammen.

Mætte og tilfredse troede vi at lederne for Ayllus ville skrive under på vores nye kontrakt som mere eller mindre var en kopi af den gamle. Det ville de ikke. De ville læse den ordentlig igennem og se om der var noget, de synes skulle ændres. Det var fint nok for os, vi er bare glade for at de kan finde ud af at organisere sig og stille krav. Kontrakten skal derfor underskrives i Sucre den 23. januar, hvis alt nu går som det skal. Fremtiden giver svar….

I fredags den 20. var der kombineret afskeds- og velkomstfest for os og Signe og Mads. Det foregik på byens karaokebar. Først spiste vi mad og derefter dansede vi. Dansen foregik ved at man inviterede én op til dans og så stillede man sig op på linie. Kvinderne på den ene side og mændene overfor og så dansede man. Af og til blev musikken afbrudt af lidt sang fra karaokemaskinen. Susanne, Kristian, Christian og jeg afsluttede vores aften med at synge ”Yesterday”, noget bolivianerne syntes var meget sjovt (der skal ikke så meget til).

Knus Eva og Christian

San Lucas, 10. januar

Så har vi været i Bolivia i snart 3 uger og i San Lucas to uger allerede.

Flyturen gik fint. Vi nåede alle vores fly, på trods af at vi ikke havde ret lang tid mellem ankomst og afgang. Desværre kunne vores bagage ikke følge med i vores høje tempo. Det kom først frem henholdsvis 3 og 5 dage efter os. Heldigvis kan man finde både sokker og underbukser i Bolivia.

De første dage i Bolivia gik stille og roligt. Vi slappede af, ventede på vores bagage, lærte byen lidt at kende og prøvede at vænne os til tanken om at vi skal tilbringe de næste 14 måneder i dette land. Det var ikke helt nemt...

Søndag den 8. januar kørte vi i vores fine bil (Toyota LandCruiser – i grunden en traktor i pæn indpakning) ud til San Lucas (se billeder herfra). En biltur på ca. 5 timer. De første 4 på asfalt og den sidste på grus. Det var en flot tur! Vi havde begge to meget lyst til at sætte os ind bag rattet, men det må vi først når vi har fået vores bolivianske kørekort. Dem skal vi have ordnet når vi tager til Sucre i midten af næste uge (onsdag den 25. januar).

Vel fremme i San Lucas ventede os den helt store uofficielle velkomst-fest. Signe og Mads (dem vi skal erstatte) havde forberedt en ”lille” lama-fest. Om lørdagen havde de været i en lille by ved navn Japo og købt en lama. Lamaen havde været ude og græsse den samme dag og kunne derfor ikke slagtes, eftersom den så ville smage af græs. Derfor var Signe og Mads nødt til at tage lamaen med hjem på taget af Prado’en (den ”lille” bil). Det gik helt fint – eneste lille problem var, at lamaen stampede i taget så der kom en fin bule.

Dagen efter hjalp lamaopdrætteren Signe og Mads med at slagte lamaen ude i garagen. Der var stadigvæk blod en del steder når vi kom frem. Lamaen grilledes herefter på den egenhændigt designede lamagrillen. Det var en stor succes. De 30-35 bolivianer de lagde vejen forbi huset havde mange af dem aldrig smagt lama på den måde før. Det smagte efter sigende meget godt.

Dagen efter var det jo mandag og arbejdet ventede. Det var nu ikke så hårdt. Vi blev vist lidt rundt på hospitalet og i byen. Mange af de mennesker vi skulle hilse på havde vi allerede mødt til lama-festen, så der var ikke så mange nye ansigter. Om eftermiddagen havde vi ”biloverlap”, dvs. vi lærte hvordan bilerne fungerer og hvordan vi skifter dæk på bilerne den dag vi punkterer. Hernede er det vist ikke tale om ”hvis” man punkterer, men ”hvornår” man punkterer.

/Eva og Christian

Sucre, 6. januar 2006

Kære alle sammen!

Tirsdag eftermiddag kom vi endelig frem til Sucre i Bolivia - efter omkring 26 timer undervejs. Vi blev hentet i lufthavnen af den danske velkomstkomité med banner og højt humør. Derefter kørte vi i vores LandCruiser til vores hus i Sucre, hvor vi er blevet indkvarteret. Det er herligt at være fremme!

De første par dage har vi taget det stille og roligt. Programmet har mest stået på afslapning og hygge, og så er vi blevet præsenteret for en del vigtige personer i byen.

Vi har det fint og glæder os til at komme det sidste stykke ud til San Lucas. Planen er at vi kører derud lørdag eftermiddag.

Kærlige hilsener fra Eva og Christian